Historien om Lej-eller-lån

Min første båd spiller en vigtig rolle
I 1992 købte jeg min første båd sammen med barndomsvennerne Frederik og Jesper for 800 kroner. Vi havde været en tur nede ved Horsens fjord, og stødte tilfældigt på nogle mennekser, der var ved at skrotte en gammel speedbåd. Unge og naive, som vi var på det tidspunkt, fik vi den ide, at vil ville købe båden og sætte den i stand.

Vi fik overtalt ejerne, men på en betingelse – båden skulle fjernes den samme dag. Vi tog en hurtig beslutning, da Frederik kunne have båden stående i forældrenes have, og da de boede tæt på fjorden, skulle vi blot transportere den nogle få hundrede meter – det kunne vi klare med en lejet bådtrailer.

Uheldigvis havde vi ikke tænkt på, at det var søndag og at alle bådudlejere havde lukket. Vi begyndt at ringe rundt til venner og bekendte, for at høre om nogen skulle eje en bådtrailer, men efter kort tid måtte vi sande, at det var sværer end først antaget. I stedet fik jeg den ide, at vi skulle køre rundt i kvarteret, og lede efter en privat – det tog flere timer, og faktisk endte vi i Gram, lige unden for Horsens, inden en ældre mand forbarmede sig over os, og lånte os sin bådtrailer.

Vi fik bådtraileren spændt fast efter bilen og drog mod Horsens, hvor vi fik båden transportet de få hundrede meter op til Frederiks forældre. Nu kunne vi påbegynde arbejdet med at istandsætte vores drømmebåd.

Ideen kom en sen aften
Ideen til Lej-eller-lån kom en sen aften, med hjælp fra historien om købet af min første båd. Jeg havde læst om verdens største Wifi community Fon.com, hvor brugerne deler deres trådløse netværk med andre brugere, og i forbindelse med mit arbejde i IdeFabrikken på Den Blå Avis – en kreativ arbejdsgruppe der arbejder med nye ideer – og min interesse for innovation, var det naturligt for mig hele tiden at tænke over nye forretningsmuligheder. Så jeg begyndte at spekulere over hvilke personlige ejendele, man kunne dele med andre, som en pendant til Fon.com

Af en eller anden besynderlig årsag dukkede historien om købet af min første båd op, og om hvordan vi kørte Horsens og omegen tyndt for at leje en bådtrailer. Og i det sekund stod ideen lysende klar for mig – hvorfor ikke lave en udlejningsportal for private, hvor private udlejer til private. Konceptet skulle minde meget om Den Blå Avis eller ebay, blot med den vigitge forskel, at brugerne skulle leje eller udleje til hinanden i stedet for at købe eller sælge.

På den måde opstod ideen til Lej-eller-lån en sen aften, med hjælp fra historien om købet af min første båd.

– i øvrigt fik fik aldrig sat båden i stand.

Michael

Skriv en kommentar